Titanhvid bliver fremstillet af Titandioxid, TiO2. Det er det hvideste af alle hvide pigmenter og samtidig det pigment der har den største dækkraft. Ved Prof+ tilbyder vi vores egen titanhvid på tube.

Den primære titaniummalm, ilmenit (oprindeligt menachanit), blev først beskrevet af præsten og amatørmineralogen Wiliam Gregor, så tidligt som i 1791, men stoffet blev først navngivet “titanium” af den tyske kemiker Klaproth i 1795. Der blev gjort forsøg på at udvikle det til et egentligt pigment tidligt i dette århundrede, men ikke før 1916 – 1619 var visse virksomheder i Norge og Amerika imidlertid i stand til at overvinde vanskelighederne med oprensning og fremstilling af oxidet så det kunne markedsføres. Det oprindelige oxid af titanium, rutil, forekommer i naturen, men det er det titaniserede jernmalm eller ilmenit (FeTiO2), der findes i store aflejringer på Norges vestkyst, der i dag leverer titanium til kommerciel brug.

Til fremstilling af dette pigment blandes ilmenitmalmen med koncentreret svovlsyre, og den koagulerede masse af jern og titansulfat, der herved dannes, opløses i vand og opvarmes derefter til kogning for at udfælde titanet i form af metatitansyre og for samtidig at adskille det fra jernet. Bundfaldet neutraliseres med bariumcarbonat og kalcineres. Kommercielt er det kun en lille del af det producerede rene titandioxid der anvendes som pigment til hvide malinger. Det meste af det sælges som et stof baseret på enten barium- eller calciumsulfat. Bariumbaseret titaniumoxid består normalt af ca. 30 procent titaniumoxid og 70 procent bariumsulfat. Ved fremstillingen af denne forbindelse blandes titansulfatet med kunstigt bariumsulfat, og massen koges for at udfælde titanhydrat (metatitansyre) på det kunstige bariumsulfat.

Både det rene titanium og bariumbaserede titaniumoxider har en mikrokystallinsk struktur og deres vigtigste egenskaber er deres høje brydningsindeks (absorberer ikke synligt lys) og deres store dækkraft. Ren titaniumhvid har næsten dobbelt så stor opacitet eller dækkraft som ren blyhvid. Pigmentet bruges i vid udstrækning i hvide emaljer og også som en keramisk hvid.

Titandioxid er et meget stabilt stof der hverken påvirkes af varme, af fortyndede syrer og baser eller af lys og luft. Som pigment reagerer det ikke med tørrende olier og tørrer langsomt; derfor giver det blød malingsfilm, medmindre der tilsættes zinkoxid eller sikkativ (tørremiddel). Olieabsorptionen af ren titandioxid er temmelig høj, 23 til 25 procent, men for bariumbaseret pigment er det lavere, 17 til 18 procent. Titaniumoxid blev foreslået som kunstnerpigment meget hurtigt efter, at det kom i kommerciel produktion. Man kan ikke forvente at finde Titanhvid i malerier, der blev lavet meget tidligere end 1920.